
Jazz, quiz og fællessang
HC Band leverer mindeværdige jazz-oplevelser og interaktiv publikumsunderholdning tilpasset dit arrangement.
Vores koncept
HC Band har udviklet et koncept, vi kalder ’Jazz, quiz og fællessang’, som vi tilbyder eksempelvis sociale netværk som Hemingway-klubber og Blixen-klubber overalt i hovedstadsområdet. Vi har også været engageret til at underholde ved medlemsarrangementer i Ældre Sagen og ved private fester.
Programmet er tilpasset et 2-timers arrangement med tid til velkomst og indledning, og ca 2×45 minutters aktiv underholdning med en pause midtvejs. Og swingende jazz er det centrale musikalske element i alt, hvad vi laver.
Konceptet i vores shows er baseret på aktiv deltagelse af tilhørerne med quiz og fællessang. Sangtekster og spørgsmål vises på en storskærm bag orkestret. Hvis lokalet ikke er egnet til brug af storskærm, kan vi også tilpasse vores shows, så publikum kan synge med efter trykte sangtekster.
Undervejs gennem de ca 15 musiknumre er der quiz-spørgsmål relateret til sangene. Spørgsmålene er af en moderat sværhedsgrad, så de fleste kan gætte med, også selvom man ikke er velbevandret i jazzens eller filmens historie.
Vores shows er under stadig udvikling
Det første af vores musik- og quiz-shows havde temaet ‘Jazzens store navne’, hvor vi guidede tilhørerne gennem jazzens udvikling fra den tidlige New Orleans-jazz over swingtidens store orkesterledere til mainstream-jazz og den senere indflydelse fra sydamerikanske latin-rytmer. Altsammen med fokus på de store sangere og musikere, der prægede jazzscenen gennem det 20. århundrede.
Vores seneste show har temaet ‘Filmens historie 1930-1980 fortalt gennem filmmusik’. Her tager vi tilhørerne med på en musikalsk rejse gennem 50 års filmhistorie, fra dengang lydfilmene fik deres gennembrud i 1930’erne. Showet strækker sig i tid fra Charlie Chaplin til Monty Python. For hvert tiår laver vi nedslag i periodens film, filmstjerner og filmmusik fra både ind- og udland.
Vi arbejder til stadighed med at udvikle vores shows, så vi hele tiden kan tilbyde noget nyt. Vores næste show kalder vi indtil videre ‘HC Band på Broadway’, hvor vi tager fat på Broadway-musicals skrevet af komponister som George Gerswin, Ervin Berlin, Richard Rogers og Cole Porter. Deres musical-hits er siden blevet jazz-standarder. Showet vil være klar efter sommerferien 2026.

Quiz og fællessang
Vores arrangementer inkluderer musikquiz og fællessang, designet til at skabe uforglemmelige øjeblikke for deltagerne

Vores seneste show
I vores seneste show fortæller vi om filmens historie fra 1930 til 1980 gennem nedslag i periodens filmmusik

Vi har selv udstyr med
Orkestret medbringer selv komplet lydudstyr med mikrofoner, mixerpult og højtaleranlæg. Vi har også egen pc med powerpoint-præsentation.
![]()